Klubtur til Polen i Kristi Himmelfarts dags ferien
torsdag d. 30.maj til søndag d. 2. juni 2019
Traditionen tro var der inviteret til klubtur og turen gik igen til Szczcin så vi
mødtes ved færgen torsdag morgen kl 7.30 med afgang kl 8.00.
Deltagere på turen var: Finn, Birte, Nina, Otto, Sakke, Kenn, Allan, Søren, Alf og
Pantip.
Vejret var skønt og deltagernes humør var i top - endelig var mc sæsonen godt i
gang igen, og glæden var lige så stor som forventningerne til 4 skønne dage
sammen med godt venner og masser af oplevelser, god mad og billige øl. Vi
havde flottet os med et centralt beliggende hotel med parkeringskælder og pool,
spa og sauna. ( Novotel Szczecin Centrum)
Efter en tur på mindre veje og små lokale færger ankom vi sidst på
eftermiddagen og efter fordeling af værelser mødtes vi i baren til en forfriskning
og planlægning af hvor vi skulle spise aftensmad. Vi besluttede at blive på
hotellet - og det slap de ikke videre godt fra, så de næste dage fandt vi andre
græsgange.
Fredag: Efter morgenmaden tog vi afsted nordpå til Swinoujsvie på små veje -
de kan dog også blive FOR små, så lige en pause hvor vi kunne strække benene
og vende mc´erne inden turen blev genoptaget. Målet for turen var Museum
Western Arterelly Fort som var meget velbesøgt, og derfor glædede vi os over at
der var bestilt bord på Resturant Prochowenia. Godt bænket omkring et stort
rundt bord, fik vi den (nedslående) besked at der var 2 timers !! ventetid på mad.
Derfor blev vi enige om at køre ind til centrum og finde noget hurtigere mad, da
der var planlagt hjemtur til hotellet ad andre små veje, og varigheden var på 2 - 3
timer. Efter at have parkeret cyklerne gik vi op i byen og efter nogen søgen fandt
vi en restaurant der havde plads og ganske god mad.
Tilbage ved vores mc´er fik vi dog en kedelig overraskelse, da der manglede 2
styrthjelme. Efter ihærdig søgen, måtte vi erkende at der ikke fandtes nogen
butik hvor de solgte hjelme, måske derfor at der var nogen der lod sig friste?
Efter rådslagning og demokrati på højt plan blev vi enige om at vi tog nærmeste
vej tilbage til hotellet og så ville vi finde en butik næste formiddag. Det var ikke
just en behagelig tur tilbage, men heldigvis gik den uden problemer. Vel tilbage
var vi nede i en nærliggende butik hvor vi købte aftensmad og lidt til den tørre
plet, og så samledes vi på et af værelserne og hyggede til det blev sengetid - og
det er vi super gode til!!
Lørdag: Efter morgenmaden var vi nogle stykker der gik til en mc butik. Her
var et fint udvalg i både hjelme, mc tøj og andre nyttige mc ting. Det var dog en
lidt presset tidsplan vi havde, men vi nåede lige omkring det store lokale
marked, hvor devisen "når tossan kommer til byen, tjener kræmmeren penge",
holdt stik. Helt utroligt så meget der var og vælge imellem!!
Vi havde meldt os til en guidet tur der hed "Privat Traditionel Polish Food Tour"
Her var vi med en guide rundt og besøge 3 forskellige steder, først med
schnitzler m tilbehør og en starter, derefter et sted m rødbedesuppe og til sidst
kaffe og kage - meget fin tur og ikke nogle steder vi selv ville have fundet.
Sakke havde nydt sin pibe uden for hotellet og der faldet i snak med nogle andre
danskere, der var mere stedkendte end os, og af dem blevet anbefalet et
nærliggende bryggeri med god og billig mad. Det blev så der vi spiste til aften om
lørdagen og det var et meget godt valg. Det hed Stara Komenda Brewery og der
var ikke noget at klage på, hverken på betjening, mad, øl eller pris.
Søndag: Efter morgenmaden blev der pakket sammen og vi måtte sande at i
godt selskab gik tiden lyn hurtigt, og wupti, så var ferien slut og turen gik
hjemad igen. Vanen tro er der både Vartburg træf, gamle knallerter og kolossalt
mange mc´er på vejene på Rugen om søndagen, så masser at se på og glædes
over.
Konklusionen på turen må være at det gik ualmindeligt godt, og at det i
fremtiden er fornuftigt at låse hjelmene fast, men det godt humør holdt hele
turen og som altid er vi rigtigt gode til at rejse sammen og finde løsninger på de
uforudsete oplevelser.
Tak for god tur. Birte